Israel beder Herren, som før har bønnhørt det i dets nød, også nu komme det til hjelp ved å straffe dets baktalerske naboer, og det er forvisset om at han vil gjøre det, 1-4. Selv fredeligsinnet må det føre bitter klage over deres ufredsommelige og fiendtlige sinn og ferd, 5-7.1
En sang ved festreisene. Til Herren ropte jeg i min nød, og han svarte mig.
2
Herre, fri min sjel fra en løgnaktig lebe, fra en falsk tunge!
3
Hvad vil han gi dig, og hvad mere vil han gi dig, du falske tunge?
4
Voldsmannens skarpe piler og glør av gyvelbusken*. # <* d.e. fordervende og smertefulle straffer.>
5
Ve mig, at jeg lever som fremmed iblandt Mesek, at jeg bor ved Kedars telt*! # <* d.e. iblandt mennesker som ligner de stridslystne og rovgjerrige folkeslag Mesek og Kedar.>
6
Lenge nok har min sjel bodd hos dem som hater fred.
7
Jeg er bare fred, men når jeg taler, er de ferdige til krig.